Jeg har i mange år altid haft schæferhunden på min yndlingsliste over hunderacer, fordi jeg er opvokset med den race. Jeg synes også stadigvæk, at det er en utrolig dejlig og lærenem hund. Da vi så skulle have nummer to hund, så overvejede vi at prøve noget helt andet end hyrdehund, for jeg har altid drømt om at få en spidshund, men er altid blevet advaret imod, hvor stædige og selvstændige de var, indtil at jeg har lært, at det handler ikke om, at have magt eller kontrol over sin hund, men ganske enkelt om positiv relation, som indeholde respekt, forståelse, samarbejde og ikke mindst kærlighed. Derudover så er stædighed og selvstændighed nogle rigtig gode egenskaber at have, for har et individ ikke egenkontrol, så får individet en meget svag personlighed, og kan have svær at have med sig i samfundet.

Min kæreste og jeg faldt pladask for American Akita, da vi mødte racen første gang. Ikke mindst pga racens selvsikkerhed, men også pga dens udseende, og fordi den er så lærenem.
Vi har altid fået at vide fra spidshunde folk, at dem skulle man opdrage med en hård hånd, ellers tog de magten fra dig, hvilken jeg roligt kan sige med min hundeerfaring og uddannelse, at det er den største løgn, der længe er blevet sagt i hundeverden.
Vi ved allesammen godt, at bruger man autoritære metoder overfor børn ved hjælp af en masse påbud og vold, så skader det børnene psykisk, det er også derfor, at man ikke må slå børn i skolen mere, og at det er blevet ulovligt at slå børn i hjemmet.
Det samme gælder hunde, de bliver psykisk skadet, hvis man bruger disse metoder. En spidshund har psyke til at klare det mere end f.eks en schæferhund har, fordi hyrdehunde er utrolig bløde, men en spidshund kan være så selvsikker, at den en dag, kan finde på at bide fra sig. Den kan knuse din arm på 0,04 sekunder, men den bruger dog ikke sin magt mod dig.

Vi opdagede American Akita tilfældigvis, hvor jeg, er ved at uddanne mig hos UTIKA på en plakat over en masse hunderacer, der hed den great Japanese dog, så googlede jeg navnet, og fandt frem til American Akita. De første par kenneler, som jeg fandt var en i jylland og en på Sjælland, men da ingen af disse kenneler tiltalte mig særlig meget, da det kom til stykket, begyndte jeg at søge udenlands, og hold da op en jungle at finde rundt i! Men heldigvis så havde jeg en rigtig god kontakt til en på facebook, som også har American Akita, og som også havde fået hendes Amrican Akitaer  fra udlandet. Hun havde kontakt til nogle i Finland, som havde en hanhvalp til salg, så dem skrev jeg straks til, for at høre mere. Det hele lød for godt til at være sandt, så vi måtte simpelthen til Finland for at se guldklumpen, og ganske rigtigt, så var han over alle forventninger! TOP socialiseret siden han var 3 uger, og det kunne mærkes. Samtidigt med havde han også de farver, som vi var vilde med, så det kunne ikke være mere perfekt.
Jason kom med hjem til Danmark, og har nu boet her siden februar 2009, og vi er glade og stolte over at eje en American Akita, da det er en meget dejlig race!

Min erfaringer med racen har været, at de er utrolig rolige! Hvilket jo også har noget at gøre med, at jeg har socialiseret ham godt og grundigt blandt fremmede hunde, og taget ham med ud i verden, derudover får han jo også BARF. Alle disse faktorer er med til at bibeholde hans rolige sind. Han har altid hvilet meget i sig selv, og haft stor tillid til mennesker, og det er jo igen opdrætterens fantastiske arbejde med hvalpene, der gør, at vi har haft en god hund at bygge videre på.
Jason har altid haft en stor portion selvsikkerhed. Hunde som er godt socialiseret, har en psyke, som er meget nem at arbejde med, dvs at når man tager dem med ud i samfundet, så er de meget nemmere at lære ting, fordi der skal meget til for at stresse dem.
Mange siger at racen er sådan generelt, og det tror jeg også, at den er. Men vi skulle også have en tæve med hjem til en anden dansker, og den tæve var meget usikker og dårligt socialiseret, en tæve på 4 mdr, så det så ikke godt ud. Så jeg vil sige, at man skal ikke bare gå udfra at sådan er racen, hvis ikke man køber sin hund fra en ordentlig opdrætter , og man kan heller ikke forvente, at man får en selvsikker hund, hvis ikke man knokler for at socialisere med den efterfølgende, men sådan er det jo for alle racer.

Jason har været utrolig lærenem og samarbejdsvillig til træningen og herhjemme. Jeg tror ikke på den myte, at spidshunde ikke gider at træne. Spidshunde gider godt at træne, hvis de gider dig!! Og det er op til dig at sørge for, at din hund gider dig. Hvis ikke alle hundens basale behov er dækket ind,  som at møde fremmede hunde, se alt i verden, søgeøvelser mm, så gider din hund ikke dig på træningspladsen, fordi så er alt andet meget mere interessant for den. Men er den godt mæt af alle de andre ting, og du har nogle gode godbidder med, så vil den hoppe og danse, og vil synes det er sjovt at lære nye ting. Derudover er det jo også vigtigt, at man har den positive relation til sin hund, for så vil den bestemt tage afstand fra dig.
Spidshunde kan være reserveret, men jeg synes ikke, at mine erfaringer med American Akita er, at de er reserveret hverken overfor mennesker eller fremmede hunde. Jason er altid meget imødekommende, og vil så gerne snakke med alt og alle. Måske ændre det sig, når han bliver ældre?! Men på den anden side, så har jeg heller ikke brug for en hund, der gider alt og alle. Og de har jo også hver i sær deres forskellige personligheder. Jeg har mødt nogle Akitaer, som American Akita er avlet udfra, og de var meget reserveret, igen kommer det an på, hvad har du lært din hund fra den var helt hvalp.

Der står mange steder at racen kan være aggressiv og dominerende overfor andre hunde, det synes jeg, at man skal tage med et gram salt. Alle hunde som ikke er socialiseret på fremmede hunde, kan blive aggressive, og det er både hanhunde og tæver.
Den bedste måde at forebygge aggression, det er at kastrere sin hanhund og sin tæve, hvis ikke de skal bruges i avl. Hanhunde stresser sindssygt meget over tæver i løbetid, og når en hanhund bliver voksen, så vil den komme i konflikt med andre fertile hanner pga disse tæver, og så handler det ikke om at lege, så handler det om at imponere sig overfor de andre. Så vil man undgå at sin hund kommer i slagsmål, så vil jeg altid anbefale en kastration. Ellers kan man bare ikke forvente at være social med sin hund. Jason er kastreret, han skal ikke bruges i avl, og jeg har aldrig haft nogle problemer af nogen art, netop fordi jeg har forbygget det.

American Akita har en meget tyk pels med en tyk underuld indenunder, og de har det bedst i en temperatur på under 17 grader. Men sørger man for, at de har masser og vand og skygge, så skal de nok klare sig. Men Jason gider ingenting på en dag, hvor der er så varmt før om aftenen. Og lad aldrig sådan en hund sidde i en varm bil.
De fælder ikke mere end de normale 2 gange om året, men så fælder de også tilgengæld pænt meget. Vi bruger en hundesalon, hvor vores hunde kommer i bad, og bliver striglet. Da Jason var der sidst, der brugte hun 4 timer på ham, og der var meget pels, men den har også været flot lige siden, og jeg synes pengene er godt givet ud, for jeg kan ikke gøre det samme med den pels, som de kan på salonen, og så nyder han jo også at blive forkælet.

American Akita er ikke særlig udbredt i Danmark, men det er så småt på vej, da der er mange som falder for denne smukke race, men det er ikke alle som egner sig til den, især fordi mange har en forkert indstilling til, hvordan man træner og opdrager en hund. Mange ved ikke særlig meget om hundeadfærd, og det synes jeg, er enorm vigtigt, ikke kun hvis man vil have en American Akita, men uanset hvilken race, man vil anskaffe sig. Derfor så vil jeg altid anbefale folk, at finde et godt sted, hvor man ikke kun træner, men også får en masse teori omkring hundeadfærd, som er en vigtig del i det at have hund.
Du kan finde træningspladser, som jeg anbefaler herVil du læse mere om American Akita, så google navnet, og der vil komme en masse oplysninger frem om dem.
Har du flere spørgsmål omkring min erfaring med American Akita, er du altid velkommen til at skrive.