» Forskelle og ligheder blandt ulve og hunde

 

Hundeeksperten

Forskelle og ligheder blandt ulve og hunde

25. januar, 2007 af Karina Christensen

Der er stor forskel i udseende fra ulv til hund, men adfærdsmæssigt har de stadigvæk 80 % fælles adfærd og instinkter. Der er meget stor sandsynlighed for, at vores tamhunde oprindelig nedstammer fra ulven, Canis lupus.
Ved at studere hundens og ulvens adfærd, vil man finde utrolige mange lighedspunkter. Generationer af avl har medført, at mange af hundens oprindelige egenskaber er gået tabt eller blevet “gemt væk”, men der er heldigvis stadig mange fællestræk at finde.

Instinkhandlinger
Den måde vores hunde opfører sig på, er bestemt af to ting: medfødte instinkter og tillært viden.
Både hunden og ulven er udstyret med instinkter og tilhørende instinkthandlinger. Instinkthandlinger er noget som hunden er født med, og som man ikke kan tage fra den. Til hver enkelt instinkthandling hører en “nøgle”, som tænder for instinkthandlingen. Denne “nøgle” kaldes en nøglestimulus. F.eks. er synet af en hare som flygter, den nøglestimulus, der tænder jagtinstinktet hos hunde. Bevægelsen af kaninen får automatisk hunden til at starte jagten. Dette kender man også fra, at hunde er meget glade for bolde der ”flygter” væk. Alle hunde har et stort behov for at jage, så det er meget vigtigt, at man “lader som om”, at man går på jagt med sin hund, hvis ikke dette behov er tilfredsstillet, så kan man risikere at få en meget frustreret hund.

Flokinstinktet
Et andet og meget vigtigt instinkt både for ulve og hunde er flokinstinktet. Ulve og hunde som lever i hierarki, lever i flok, hvor der er en rangorden. Den ældste i flokken kaldes for alfadyret og er lederen. Lederens opgave er at holde ro og orden i flokken, hvis der bliver uoverensstemmelser. Lederen tager også beslutningen om at starte en jagt, det er ham som tager initiativ og det er ham som lærer fra sig. Man skal ikke tage fejl og tro at lederen er den aggressive og den som bestemmer det hele, det skal mere forstås som at lederen er et forbillede og er en kammerat overfor resten af flokmedlemmerne, det er ham som har erfaringen og ham som lærer fra sig. Det er vigtigt at huske på, når man selv har hund, at man skal være egnet til at fungere som en leder. De fleste hunde har det bedst, når de ikke selv skal lede og det giver dem en enorm tillid til sin ejer. Ulve er afhængige af hinanden f.eks. under en jagt. De jager i flok, og samarbejde under jagten, det er en betingelse for at få noget at æde. Derfor vil en udstødt ensom ulv med stor sandsynlighed dø. Familiehunden er også i besiddelse af flokinstinktet. Den er ikke “bygget” til at være alene, idet den er et flokdyr og dermed er den afhængig af sin menneskefamilie. Det er netop flokinstinktet, der gør hunden så velegnet som husdyr.
Ulve er af natur meget vagtsomme, og hunden har arvet denne egenskab. Den giver lyd, når nogen/noget nærmer sig, og kan f.eks. bruges til at forsvare kvæg mod rovdyr. Vogterinstinktet er endnu en væsentlig årsag til, at mennesket tog hunden til sig – den er en rigtig god alarm og vagthund. Vogterinstinktet kan ligefrem blive en plage, da vi jo jævnligt får besøg af gæster, skraldemænd, postbude osv.

Mimik og kropsprog
Vi mennesker har et omfattende talesprog – det har hunden og ulven ikke. De har et lydsprog og et duftsprog (f.eks. afmærkning af deres territorier) samt et højt udviklet og detaljeret kropssprog. Det betyder, at hunden læser vores signaler meget tydeligt (en egenskab som er medfødt), hvorimod den i mindre grad hører efter hvad vi siger med munden (en egenskab som den har tillært). Det er bl.a. derfor, at du ikke kan snyde en hund til at tro du er glad. Hvis du er i dårligt humør, udsender du nogle signaler med dit kropsprog, som hunden opfanger med stor nøjagtighed. Man udskiller også dufte igennem huden, som hunden kan lugte, hvis du f.eks. er aggressiv eller er angst. Ulve markerer deres territorier med urin, og det samme gør vores familiehund. Især hanhunde markerer deres territorier ved at lette ben. Jo højere han markerer, jo længere kan vinden bære færten omkring og fortælle andre hunde, at “her bor jeg”.

http://www.dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Struktur.PDF

http://www.dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Racernes_stamtrae.PDF

http://www.dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Genetisk_slaegtskab_figur.PDF

http://www.burkesbackyard.com.au/1997/archives/27?p=3010

http://eprints.soton.ac.uk/18255/01/Anim%20Behav%201997.pdf

Skrevet i Andre indlæg | Kommentar Ingen kommentarer »

Ingen kommentarer til 'Forskelle og ligheder blandt ulve og hunde'
Tilføj en kommentar

Kommentar