» Lovgivning for indbrudstyve og hunde

 

Hundeeksperten

Lovgivning for indbrudstyve og hunde

18. oktober, 2007 af Karina Christensen

Jeg sad og kiggede på “Vi med hunds” brevkasse og faldt lige over dette spørgesmål og svar. Hvor er det bare latterligt, at lovgivningen er sådan, at selvom at man advarer med et skilt med sin hund på døren, hvis der skulle være indbrud, så er man ikke helt fri for erstatning, hvis ens hund bider en tyv!!!

“Kære Kirsten
Vi sidder her og diskuterer hundeloven. Det er endt i et væddemål på spørgsmålet om:
Hvad sker der, hvis en hund bider en indbrudstyv inde i huset eller i haven? Hvis der nu på døren eller på havelågen står: “Pas På. Hunden Bider. Indgang på egen risiko.”

Er man så straffri, hvis hunden bider en person, som alligevel kommer ind i huset eller i haven?
Hilsen fra Luffe og vennerne

“Kære Luffe og venner
Udgangspunktet efter hundeloven er, at hundens besidder skal erstatte den skade, som hunden forvolder. Det er dét, som juridisk kaldes objektivt ansvar, og så er der mulighed for, at erstatningen kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis skadelidte selv har medvirket til skaden.

Det er derfor – som udgangspunkt – ligegyldigt, om man med et skilt på døren eller på havelågen har advaret imod, at hunden bider, og at indgang er på egen risiko. Selv om hunden er på privat område, giver det den ikke ret til at overfalde gæster, hvad enten de er inviterede eller ej.

I den situation, hvor en person i et lovligt ærinde går ind i et hus eller i en have, selv om man via skiltning er advaret imod, at der kan være en løs hund og/eller at hunden bider, vil den pågældende formentlig få fuld erstatning.

Anderledes vil det være, hvis den skadelidte – direkte og mundtligt – har fået at vide, at man skal lade være med at gå ind til en hund, som f.eks. opholder sig i et værelse eller står bundet. I så fald må det forventes, at erstatningen nedsættes pga. egen skyld.

Indbrudstyven kommer imidlertid ulovligt og med et ulovligt formål. Spørgsmålet er derfor, om hunden er erstatningsfri, hvis en tyv bliver bidt i den situation.

Desværre kan jeg ikke give et 100 % sikkert svar. På andre områder er der set i hvert fald en enkelt afgørelse, hvor en indbrudstyv fik erstatning, fordi han kom til skade på grund af manglende afskærmning efter arbejdsmiljøloven. Dvs. selv om indbrudstyven kom i et ulovligt ærinde på arbejdspladsen.

Men man kan meget vel argumentere for, at en indbrudstyv ikke er sagesløs og derfor ikke skal have erstatning. Jeg tror også, at det vil blive udfaldet af en evt. sag herom.”

Med venlig hilsen Kirsten Maxen

Vi med Hund nr. 9, 2007

Synes i ikke det er lidt grotesk? Vi har haft indbrud engang, hvor vi ikke var hjemme og vi havde vores hund med os, og mange ville jo nok håbe på, at deres hund ville knurre og gø af en tyv, men hvis hunden bed, fordi tyvene stjal, så kan tyven melde dig for at din hund bider. Lidt komisk synes jeg godt nok det er, fordi tyven vil jo nærmest melde sig selv! Men du kommer sgu til at betale hans hullerede bukser!

Skrevet i Andre indlæg | Kommentar Ingen kommentarer »

Relaterede artikler:
Ingen relaterede artikler fundet
Ingen kommentarer til 'Lovgivning for indbrudstyve og hunde'
Tilføj en kommentar

Kommentar